Vi sender et nyhedsbrev ud til alle vores samarbejdspartnere pr mail og pr brev 3-4 gange om året. Dette nyhedsbrev blev udgivet i februar 2020
Opbygningsgården
Opbygningsgården i Thy tilbyder døgnbehandling for stofmisbrugere. Behandlingsmetoden er det Terapeutiske Samfund Phoenix House modellen, hvor begreber som ansvarlighed, meningsfulde relationer, gode valg og forandring er nøglebegreber. Vi har plads til 17 beboere. Opbygningsgården har eksisteret siden 1977 og er dermed landets ældste behandlingssted for stofmisbrugere. Vores målgruppe er kaotiske blandingsmisbrugere. Vi tilbyder afgiftning, primær behandling samt udslusning. Fokus i behandlingen er struktur, fællesskab og hjælp til selvhjælp.
Et lille sted langt ude på landet
Mange vil helst i behandling på de store behandlingssteder tæt på byen. Det kan der måske også være nogle fordele ved. I dette nyhedsbrev fortæller vi om de fordele der er ved at være et lille sted langt ude på landet. Det er vores iagttagelser og erfaringer gennem mange år samt tilbagemeldinger fra beboere.
Fordelen ved at være et lille sted
Opbygningsgården arbejder med fællesskabet som metode. Det betyder at fællesskabet også bør have en størrelse, så den enkelte beboer kan indgå i fællesskabet med et væsentligt bidrag til helheden, både på godt og ondt. Det er tydeligt, at de relationelle kompetencer som den enkelte har med sig, kommer i spil også i behandlingen. I mindre fællesskaber er der et tættere fællesskab - alle ved alt, og det er sværere at ”gå under radaren”. De personlige misbrugsrelaterede problemstillinger bliver meget tydelige i et mindre fællesskab, og dermed er det mere oplagt at arbejde med det både i den individuelle terapi og gruppeterapien. Et mindre fællesskab er også mere trygt efter den første indkøringsfase, og det er mere inkluderende for den enkelte. Der er så at sige brug for alle til at få hverdagen og alle de praktiske opgaver til at hænge sammen. Det Terapeutiske Samfund har som grundtese, at udvikling sker gennem mødet med andre. Disse møder sker på daglig basis i forskellige behandlingsmæssige sammenhænge. Derved bliver den enkelte beboer konstant mindet, om hvorfor han/hun er i behandling, og hvad der er egne misbrugsrelaterede problemstillinger. I fællesskabet er der rig mulighed for at afprøve andre handlinger og ændre sit tankesæt.
Fordelen ved at være på landet nær hav og fjord
Opbygningsgården er geografisk placeret i Thy mellem hav og fjord. Vi ligger afsondret for enden af en lang grusvej, med 3 km til den nærmeste butik og 6 km til den nærmeste station. Beboerne kommer fra hele landet, og for nogle er det en stor udfordring at vi ligger så langt væk fra byens lyde og lys. For andre er det fra første dag dejligt, at her er så stille og det bliver meget mørkt om aftenen. Her er mindre mulighed for impulsstyret adfærd, såsom lige at smutte afsted med toget eller købe alkohol og stoffer. Fælles for alle beboere er, at de kommer til at nyde roen og kommer til at sætte pris på naturen. Der er stor mulighed i Thy for at bruge naturen. Vi bruger havet som jævnligt udflugtsmål, nogle bader (også nu om vinteren). Der er surf-faciliteter, wakeboard-område og mountainbiketure i nationalparken. Vi tager også på vandreture i skovene med ophold på shelters. På Opbygningsgården er det vigtigt at få præsenteret forskellige muligheder for fritidsaktiviteter som kan erstatte tiden der blev brugt til stoffer. Vi mener også, at det er væsentligt, at nærhed med natur giver nærhed med egen indre natur, som mange er bliver fremmedgjort overfor i et liv med stofmisbrug.