Opbygningsgårdens behandlingstilbud

Opbygningsgården tilbyder individuelle løsninger for personer med et stofmisbrugsproblem. Vores målgruppe er unge blandingsmisbrugere med sociale, psykologiske og adfærdsmæssige problemer.

Opbygningsgården har gennem de sidste år gennemført en del forandringer i behandlingsprogrammet. Det Terapeutiske Samfund på Opbygningsgården har altid bygget på hjælp til selvhjælpsprincippet, hvor fællesskabet som metode har haft og stadigvæk har en hel særlig betydning. Men stofmisbrugeres kerneproblematikker er meget forskellige, og når de kommer ind på Opbygningsgården, befinder de sig også ofte på meget forskellige stadier i deres proces mod en stoffri tilværelse. Det har medført, at vi de senere år har lavet en række tiltag rettet mod en mere individuelt orienteret behandling.

Døgnbehandlingstilbud

1. Stof- og miljø-afvænning

Uanset om stofmisbrugerne skal fortsætte i dagbehandling eller anden døgnbehandling kan vi tilbyde et afvænningsforløb, som ikke bare er nedtrapning og afgiftning fra stoffer, men som også er en afvænning fra misbrugsmiljøet, misbrugsadfærd og omgangsformer, der skaber problemer i enhver dag- og døgnbehandling. Vi kan tilbyde et hus med en struktur og regler, der vænner beboerne til og får dem til at værdsætte en venlig og ordentlig omgangstone, hvor de stadigvæk har mulighed for at aflevere deres følelsesmæssige reaktioner til hinanden på en konstruktiv måde under ledelse af medarbejdere.

Varighed: efter aftale.

2. Primær behandling

Den primære behandling vil fortsat være opdelt i et forløb som hhv. yngre og ældre beboer. Det vil dog være muligt fra starten af kun at vælge forløbet som yngre beboer, og senere evt. vælge mere til.

Behandling 1. del: 3 måned behandlingstilbud hvor man er ”yngre beboer” og arbejder med at få overblik, forståelse og parathed til at gå ind i en gennemgribende forandringsproces i.f.t. punkterne i behandlingsplanen. Man skal tage ansvar for sig selv ved at gå ind i strukturen og bruge husets redskaber, hvilket medarbejdere og ældre beboere hjælper med til. Man skal opnå en grundig indsigt i sine følelsesmæssige reaktioner og sin adfærd i samværet med andre mennesker. Endvidere skal man identificere sine styrkesider såvel som sin modstand mod at gå ind i en forandringsproces, og man skal formulere de problematikker, som det er vigtigt for én at arbejde i dybden med som ældre beboer.

Behandling 2. del: 3 måneders forløb hvor man som ældre beboer arbejder intensivt med at ændre adfærd og holdninger bl.a. ved at tage ansvar i strukturen, være rollemodel og deltage ansvarligt i forhold til fællesskabet og de andre beboeres individuelle processer. Herigennem opbygger man sit selvværd og sine sociale og psykologiske kompetencer. Endvidere kan man arbejde i dybden med sin livshistorie, hvis man har brug for at bearbejde særlige traumer, overgreb eller en alvorlig kriminel fortid. Endelig skal man formulere mål og strategier for fremtiden.

Behandlingen kan kombineres med Opbygningsgårdens tilbud om netværksgruppe og evt. opfølgende terapi (individuelt og/eller gruppe).

Varighed: yngre beboer 2-3 måneder, ældre beboer ca. 3 måneder.

3. Individuel kort forløb

Der vil være nogle stofmisbrugere, der er i arbejde eller under uddannelse, som har brug for et intensivt men kortere behandlingsforløb. Det kræver et særlig tilrettelagt forberedelsesprogram med afklarende samtaler og forberedende besøg på Opbygningsgården. Den primære behandling vil efter afgiftning vare ca. 1 uge som ”yngre beboer” og herefter bestå af et specielt tilrettelagt ”ældre beboer program”. Endvidere vil det stærkt anbefales, at denne korte primær behandling kombineres med Opbygningsgårdens tilbud om netværksgruppe og opfølgende terapi (individuelt og/eller gruppe).

Varighed: 4 uger samt evt. motivationsforløb og afgiftning.

4. Udslusning som et kombineret døgn- og ambulant program

Dette er et tilbud til beboere, som ønsker at komme tilbage til egen lejlighed, eller som kommer fra kommuner, der ikke har halvvejshus. Forløbet består af skiftevis ophold i hjemmet af 1, 2 og 3 ugers varighed, afbrudt af ophold på Opbygningsgården af 1 eller 2 ugers varighed. En medarbejder vil komme på hjemmebesøg til samtale/terapi i alt 3 gange og vil være til rådig for telefon konsultationer i hele perioden. Opholdene på Opbygningsgården vil være perioder, hvor beboeren fokuserer og arbejder med problemstillinger, som er dukket op under hjemmeopholdene.

Varighed: sammenlagt 3 måneder hvor af 1 måned er på Opbygningsgården og 2 måneder er derhjemme.

5. Tilbagefaldsprogram

Det korte tilbagefaldsprogram vil forme sig som primær behandling – kort forløb. Dette tilbud henvender sig til tidligere beboere, som ikke er endt i et massivt og længerevarende tilbagefald, men som erkender, at de har brug for Opbygningsgårdens struktur og redskaber i en kortere periode for at få ro og klarhed på deres liv igen. Det kan evt. være relevant at kombinere det korte tilbagefaldsprogram med udslusningsprogrammet.

Varighed ca. 1 måned.

Det lange tilbagefaldsprogram er for tidligere beboere, som i højere grad er vendt tilbage til et misbrugsmiljø og en dagligdag med stoffer. Som tidligere beboer vil der ikke være behov for et fuldt program, men omvendt kræves et nærmere aftalt forløb i afgiftning og som yngre beboer, hvor vedkommende kan vænne sig til afholdenhed før et mere fokuseret program som ældre beboer. Det lange tilbagefaldsprogram består af:

· Afgiftning

· yngre beboer

· ældre beboer, med tilbagefaldsprogram.

Varighed ca. 3 måneder.​

Ambulante Tilbud

​6. Ambulant motivationsforløb

Fra at en stofmisbruger erkender at have et misbrugsproblem til, at vedkommende er parat til behandling, er der et stykke vej. På trods af en erkendelse om et misbrugsproblem kan stofmisbrugere længe – og ofte langt ind i et behandlingsforløb – have et meget ambivalent forhold til at vælge stoffer fra i deres liv. For mange er motivation først og fremmest af ydre karakter i form af pres fra familie eller det offentlige system, økonomiske problemer, kriminalitetsproblemer etc. Selv når der opstår en indre motivation i form af et ønske om et andet og bedre liv, kan der være lang vej til, at en stofmisbruger er parat til behandling.

Vi tilbyder derfor et motivationsforløb, hvor en medarbejder i samtaler kan hjælpe og inspirere stofmisbrugere i at blive afklaret omkring deres aktuelle situation og mulige valg af døgnbehandling. Dette kan både være individuelle og gruppe forløb. Formålet er et skærpet samarbejde, hvor vi ønsker at opprioritere kvaliteten af visitationen til Opbygningsgården, så vi minimerer frafald og undgår dårlige erfaringer med døgnbehandling p.g.a. manglende parathed.

Der aftales på forhånd et forløb på f.eks. 5 gange som bliver skriftligt rapporteret ved endt forløb.

Vi tilbyder også ambulante motivationsforløb, til personer som er visiteret til ambulant behandling, eller som ikke er interesseret i et mere omfattende behandlingstilbud. Forløbet består af motiverende samtaler hvor den enkelte bliver understøttet i at nå egne mål.

7. Tilbagefaldsforebyggende grupper

Opbygningsgården tilbyder netværksgruppe for tidligere beboere, som holder sig stoffri, og som mødes i weekender 4-6 gange om året. Der er tilknyttet terapeuter og der arbejdes med tilbagefaldsforebyggelse.

Der aftales på forhånd et forløb på f.eks. 5 gange som bliver skriftligt rapporteret ved endt forløb.

8. Opfølgende terapi

For at skabe kontinuitet efter primærbehandlingen tilbyder vi opfølgende terapi. Vi tilbyder både individuel og gruppe terapi.

Der aftales på forhånd et forløb på f.eks. 5 gange som bliver skriftligt rapporteret ved endt forløb.

Varighed: efter aftale.

9. Netværkssamtaler

Der, hvor familien har været en stor del af netværket og fortsat vil være det efter behandlingen har vi erfaring med, at netværkssamtaler i løbet af programmet understøtter en succesfuld udslusning. Vi tilbyder disse samtaler i løbet af behandlingsprogrammet og evt. kort efter endt behandling.

Der aftales på forhånd et forløb på f.eks. 5 gange som bliver skriftligt rapporteret ved endt forløb.

10. Specielle behov

Vi har knyttet en lang række fagpersoner til vores program. Vi anbefaler at beboere med andre psykiske og fysiske problemer end stofmisbrug også får mulighed for at tilegne sig redskaber til også at takle dette problem i løbet af behandlingen for stofmisbrug. Det drejer sig f.eks. om dobbeltdiagnose med ADHD, piger med anoreksi, cuttere mv. Der vil i hvert enkelt tilfælde blive aftalt et forløb og en pris for denne opfølgning. I tilfælde af at beboere med børn har behov for at besøge eller have besøg af deres børn, hvor Opbygningsgårdens personale skal være til rådighed som chauffør og følge, vil der blive opkrævet et nærmere aftalt beløb. Der kan også stilles personale til rådighed for vejledning ift. forældrerollen.

Ved stor gæld formidles kontakt med advokat med henblik på at lave en gældssanering.

Behandlingsprogrammet bliver løbende skriftligt evalueret af beboerne. Der stilles derfor store krav til at kunne formulere sig skriftligt. Vi har meget gode resultater med at tilknytte en dansklærer, som sideløbende med den terapeutsiske proces løsner op for evnen til at læse og skrive.

Er der i forbindelse med udslusning brug for at lave en resurceprofil kan vi stille socialrådgiver til rådighed for vejledning.

11. Foredrag og kurser

Opbygningsgårdens personale og tilknyttede fagpersoner tilbyder foredrag og kurser indenfor misbrug og misbrugsbehandling.​

Nyheder​

Nyhedsbrev - november 2018
08-11-2018
Vores seneste nyhedsbrev er lige blevet sendt til alle vores samarbejdspartnere. Læs fx hvad en indskrevet beboer mener, at han får ud af sin behandling på Opbygningsgården.
Læs hele nyheden »
Beretninger fra tidligere beboere
12-07-2018
Læs hvad folk som har været i behandling på Opbygningsgården og deres pårørende har skrevet om deres oplevelser før, under og efter behandlingen.
Læs hele nyheden »
Hvad oplever man på Gården?
25-04-2018
Bliv klogere på hvad vores beboere oplever af natur og udendørsaktiviteter, når de er i behandling på Opbygningsgården, i vores seneste nyhedsbrev.
Læs hele nyheden »

Kontaktinformation

​​Opbygningsgården

CVR: 85446010 | Årbækvej 10, 7752 Snedsted

Tlf.: 97 93 69 55  Afdeling 4B på Kragskovhede Statsfængsel: 72 55 29 39

| E-mail: info@opbygningsgaarden.dk